Vin og Helbred

Emnet vin og helbred har stor interesse for mange danskere. Siden 1985 har jeg hvert år holdt en lang række foredrag om dette emne ved kurser for læger, på Folkeuniversiteterne i Århus, Ålborg og Odense, for Hjerteforeningen rundt omkring i landet og for flere vinklubber. I samme periode har jeg også forsøgt at belyse forskellige aspekter omkring vin og helbred i flere artikler, hvoraf de fleste har været bragt i lægetidsskrifter. Skribentvirksomheden er foreløbig kulmineret med en bog på over 300 sider: Vin og helbred - myter og facts, som blev udgivet på forlaget Klim d. 10. april 2000. En række artikler på engelsk er siden 1992 blevet publiceret i AIM - Alcohol in Moderation - et engelsk blad, der udgives fire gange om året med nyheder om alkohol og helbred fra hele verden. Artikler med råd om fornuftig omgang med alkohol er formidlet af GODA - Foreningen Gode Alkoholholdninger www.goda.dk - f.eks. som en lægebrevkasse i “Spillets Regler” - et hefte om piger og alkohol.

De faglige og sociale kontakter med ligesindede kolleger plejes ved medlemsskabet af SMAB - Scandinavian Medical Alcohol Board - en gruppe på seks læger fra Danmark, Norge og Sverige, der arrangerer møder og symposier om alkohol og helbred i Skandinavien. Andre lægekontakter plejes gennem aktiv deltagelse i forskning, som foreløbig har resulteret i en artikel om et museforsøg udført på Skejby sygehus. En gnist af min samlermani har også antændt feltet med vin og helbred i form af en samling af både danske citater og engelske citater om lægers og andet godtfolks viden og erfaring om vin og helbred.



Erik Skovenborg Hjemmeside <http://www.skovenborg.dk/>